Barbara Hannigan og Belcea Quartet

Webern: Fem satser for strygekvartet op. 5
Mozart: Strygekvartet nr. 19 K 465 ''Dissonans''
***
Hindemith: Melancholie, Op. 13
Arnold Schönberg: Strygekvartet nr. 2, op. 10


OM PROGRAMMET

Enhver der beskæftiger sig blot en smule med klassisk musik vil kende navnet Barbara Hannigan. Hendes virke som sanger og dirigent (ofte på samme tid) sprænger ganske enkelt alle gængse kategoriseringer da hun synger stort al slags musik fra de seneste 300 år, dog med et særligt fokus på samtidens musik hvor hun har uropført mere end 80 værker, skrevet specielt til hende.

Ved aftenens koncert er hun forenet med den fremtrædende strygekvartet, Belcea Quartet, i værker af de to modernistiske pionerer, Paul Hindemith og Arnold Schönberg.

Strygekvartet nr. 2 af Schönberg er bemærkelsesværdig ikke kun grundet spændingerne mellem aftagende tonalitet og tiltagende atonalitet, men også ved at inddrage en sopranstemme i de to sidste satser. Uropførelsen blev en veritabel skandale.

Paul Hindemith er i manges bevidsthed forbundet med såkaldt neobarok der kan virke kantet og utilnærmelig. Inden han vendte sig mod denne skrivemåde var hans musik i højere grad præget af ekspressionisme, hvilket Melancholie er et smukt eksempel på med sine næsten filmiske iscenesættelser af teksterne.

Omtrent samtidig med at Schönberg fik sin strygekvartet nr. 2 uropført, skrev hans gode ven og elev Anton Webern sin første strygekvartet, Fem satser for strygekvartet op. 5. Her er udviklingen til koncentreret atonalitet fuldført.

Disse tre modernistiske milepæle perspektiveres ved denne koncert af én af Mozarts sene strygekvartetter, tilegnet vennen og mentoren Joseph Haydn, der knæsætter strygekvartetten i den form, vi kender den i dag. Mozarts ”Dissonans” kvartet er tilmed et fint eksempel på hvordan også han afsøgte sin tids musikalske grænser, bl.a. i kraft af de usædvanlige sammenstød mellem stemmerne (dissonanser), der i begyndelse af førstesatsen indføres og opløses på overraskende måder.