Jean Rondeau, cembalo
Mogens Dahl Koncertsal / København S / 13. apr. 2026 / 20:00
Jean Rondeau, cembalo
Den franske cembalist Jean Rondeau er en markant og nyskabende fortolker af tidlig musik og med sin rockstjerne-attitude er han blevet en global ambassadør for sit instrument. Med en kombination af historisk indsigt, improvisatorisk frihed og moderne sensibilitet har han forvandlet cembaloet til et instrument med overraskende aktualitet. Rondeau bevæger sig ubesværet mellem renæssance og barok, jazzinspirerede klangfarver og egne transskriptioner båret af ønsket om at åbne musikken for nye lyttere.
Denne aften vil Jean Rondeau dog holde sig til barokken og ét af dens absolutte mesterværker for instrumentet: J.S. Bachs monumentale ”Goldbergvariationerne”.
Se det fulde program og læs mere nedenfor...
PROGRAM
Bach: Goldbergvariationer
OM PROGRAMMET
Kun få komponister i musikhistorien har været så produktive, nyskabende og alsidige som Johann Sebastian Bach. Samtidig er hans enorme produktion kendetegnet af et generelt særdeles højt niveau, der ind i mellem når en kompleksitet og musikalsk udtrykskraft, der næppe siden er overgået. Dette kan især opleves i nogle af hans kompositioner for et enkelt instrument, hvor Goldbergvariationerne indtager en særlig plads i kraft af ikke kun sit omfang, men af sin komplekse indre struktur.
Værket består af 30 variationer over en smuk og inderlig lille Aria, der både indleder og afslutter værket. I de 30 variationer iklædes denne lille arie en række af tidens musikalske former, fx kanons, fugaer og forskellige barokdanse, der ordnet efter en formal arkitektur, der er ligeså sindrig og detaljemættet som en barokbygning, eller som renæssancens myldremalerier af Breugel eller Bosch. Man kan blive ved med at gå på opdagelse i musikken, der ofte er teknisk uhyre krævende og en prøvesten for enhver ambitiøs pianist.
At opleve dem alle spillet samlet ved en koncert er en kraftpræstation, man ikke må snyde sig selv for, særligt ikke når de her spilles på cembalo, som værket oprindeligt er skrevet for.