JUBILÆUMSKONCERT #2
Mogens Dahl Koncertsal / København S / 28. jan. 2026 / 20:00
Den Danske Strygekvartet & Andreas Brantelid
Mogens Dahl Koncertsal fylder 20 år!
Det fejrer vi med nogle af vores bedste musikalske venner der har fulgt koncertsalen på hele rejsen fra autolakererværksted til koncertvenue i verdensklasse.
Ved vores anden jubilæumskoncert vender Den Danske Strygekvartet tilbage – denne gang i selskab med Andreas Brantelid på cello. Igen starter de hver for sig med Stravinskij og én af Brittens sjældent opførte solosuiter for cello. Efter pausen samles de om Schuberts guddommeligt smukke strygekvintet i C-dur.
JUBILÆUMSMENU kl. 18.00
I forbindelse med koncerten kan der tilkøbes en lækker jubilæums-menu. Den består af en forret og en hovedret og er sammensat af husets chefkok Peter Ingeberg med inspiration fra middelhavskøkkenet og det klassisk franske, i en personlig tolket nordisk udgave.
ARTIST TALK kl. 19.30
Som optakt til musikken fortæller Den Danske Strygekvartet om hvad de seneste 20 år har bragt med sig, i samtale med journalist Michael Bo.
Læs mere om programmet nedenfor…
PROGRAM
Stravinskij: Suite Italienne, arr. for strygekvartet
Britten: Solosuite cello nr. 3
—-
Schubert: Strygekvintet i C-dur
OM MUSIKKEN
Stravinskij’s Suite Italienne udsprang af musik til balletten Pulcinella, baseret på musik af barokkomponisten Pergolesi. Stravinskij skrev flere versioner af denne charmerende musik, fx for kammerorkester, for klaver og cello samt en version for klaver og violin. Ved denne koncert altså også i en version for strygekvartet.
Johann Sebastian Bachs 6 solo suiter for cello var banebrydende og er stadig værker som enhver cellist må tage livtag med. Det gælder også for de komponister, der vælger at skrive et sådant værk for instrumentet. Den engelske komponist Benjamin Britten skrev tre solo suiter, og suite nr. 3 er direkte inspireret af Mstislav Rostropovitj’s opførelse af Bachs cello suiter.
Brittens værk har 9 satser, hvoraf fire bygger på russiske melodier.
Brantelid og Den Danske Strygekvartet forenes efter pausen i Franz Schuberts Strygekvintet i C-dur, skrevet i 1828, kun to måneder før komponistens død. Besætningen er usædvanlig, en strygekvartet med en ekstra cello. Selvom det er Schuberts eneste værk for denne besætning, er resultatet blevet én af hans fineste kompositioner overhovedet, og et absolut hovedværk i kammermusiklitteraturen. Tragisk er det derfor at Schubert aldrig selv hørte værket, der først blev opført i 1850