Lea Romea (DK)
Ideal Bar / Copenhagen, DK / 28. maj 2026 / 20:00
Lea Romea annoncerer sit første headliner-show – indtager Ideal Bar den 28. maj
Efter et gennembrud af de sjældne tager Lea Romea nu det næste store skridt. Den 28. maj indtager hun Ideal Bar til sit allerførste headliner-show i eget navn.
Den unge danske artist har på rekordtid markeret sig som et af de mest spændende nye navne på den danske musikscene. Med sin kompromisløse ærlighed, stærke vokal og evne til at indfange de mest skrøbelige følelser har Lea Romea ramt et publikum, der hungrer efter autenticitet.
Hendes seneste single “Slip Slip” feat. MAS blev udnævnt til P3’s Uundgåelige og cementerede hendes position som et navn, man ikke kan komme udenom. Sangen – der kredser om frygten for at give slip og kaste sig ud i kærligheden – understreger hendes særlige evne til at forene det sårbare med det storladne.
Også live har hun gjort et markant indtryk. I januar var hun en del af lineuppet til VEGAs Udvalgte, hvor både Soundvenue og GAFFA kvitterede med 5 stjerner. Soundvenue fremhævede hendes store spændvidde – “fra næsten ambiente ballader til tungt pulserende elektropop” – og en stemme, der både rummer styrke og skrøbelighed, mens hendes nerve og nærvær blev beskrevet som noget, der kunne mærkes langt ud over scenekanten.
Koncerten i Ideal Bar bliver en unik mulighed for at opleve Lea Romea i sit eget univers – tæt på og med plads til både det skrøbelige og det eksplosive.
Med headliner-showet markerer Lea Romea ikke bare en milepæl, men også begyndelsen på et nyt kapitel – og meget tyder på, at der er mere musik på vej meget snart.