Pierre-Laurent Aimard, klaver
Mogens Dahl Koncertsal / København S / 4. maj 2026 / 20:00
Pierre-Laurent Aimard, klaver
Pianisten Pierre-Laurent Aimard hører til blandt de få kunstnere, der naturligt bygger bro mellem tradition og avantgarde. Han er ikke blot en virtuos pianist, men en kunstnerisk formidler og kurator, der skaber nye forbindelser mellem epoker og stilarter. Aimards repertoire spænder fra Beethoven til helt ny musik og rækker over tre århundreder, hvilket gør ham til en sjælden stemme i den klassiske verden og har medført tildelingen af den prestigefulde Ernst von Siemens Musikpreis samt ikke mindst Leonie Sonnings Musikpris i 2022.
Læs mere og de det fulde program nedenfor...
Beethoven: Righini variationer
Knussen: Variationer
Beethoven: Fantasi op. 77
Volkonsky: Musica Stricta
***
Beethoven: Bagateller op. 119
Ligeti: Musica Ricercata
OM PROGRAMMET
Aimards repertoire spænder fra Beethoven til samtidens musik, hvilket reflekteres i programmet for denne koncert, hvor tre sjældent hørte værker af Beethoven sættes op mod værker af tre modernistiske komponister, Oliver Knussen, Andrei Volkonsky og György Ligeti.
De tre værker af Beethoven er eksempler på vigtige sider af hans kunstneriske virke, for det første arbejdet med genren Tema med variationer (som han ofte skulle vende tilbage til), for det andet hans legendariske evner som improvisator, da Fantasi opus 77 måske er det nærmeste vi kommer en nedskrift af én af hans improvisationer. Og endelig arbejdet med musikalske miniaturer i de 11 Bagateller opus 119.
Knussens, Ligetis og Volkonskys værker kontrasterer på hver deres måde Beethovens værker, naturligvis mest tydeligt i forskelle i tonesprog, samtidig med at de udviser slægtskab i grundform og opbygning.
Knussens stramt opbyggede værk præsenterer 12 variationer på lidt over 7 minutter, medens både Ligeti og Volkonsky har ladet sig inspirere af den barokke form ”ricercar” til deres værker. Hos Volkonsky iklædt 12 tonesproget, som var radikalt i Sovjet i 50’erne, og hos Ligeti som et værk med 11 satser (som Beethovens Bagateller) i en overvejende enkel stil, men naturligvis med en række elementer, der peger frem mod komponistens mere komplekse stil i senere værker.