Skip to main content Skip to navigation

Suspekt i Parken 2023

Skal du med?

Det kan godt blive vildere

Hip hop mastodonterne Suspekt har annonceret deres
største koncert til dato. Den 15. september 2023 indtager den kompromisløse trio Danmarks nationalstadion, når de spiller deres eneste koncert
i år.

SUSPEKT PARKEN-MANIFEST

Idéen med hele koncerten er, at samle hele nationen i en fest for fællesskab.

I vores tid er udgangspunktet for succes ofte defineret gennem egoet og hvor langt dette kan rejse gennem karrierer, manifesteret via økonomi og materiale goder.

Vi ønsker, at samle et fragmenteret folk og finde fællesnævneren gennem fejring af flere generationers livsoplevelser med vores musik.

Det er ikke Suspekt som skal hyldes af egoistiske årsager, men folk som skal samles om musikken. Intentionen er, at eventet skal være større end Suspekt.

Musikken bliver lejrbålet i midten. Derfor udgangspunktet med metaforen “fodboldkamp”, fordi fodbold er det, ud over musikken, som er bedst til at samle folk og give dem en national følelse. En følelse af fællesskab. Som Landsholdet selv siger: ”en del af noget større”.

Vi har det sidste år haft oplevelsen af, at folk har taget vores sange og brand så meget til sig, at det har skabt en rejse - en rejse som vi ikke selv er 100% herre over. Det er med andre ord blevet større end musikken. Danmark ER blevet Suspekt, og derfor ser vi en mulighed for at samle landet på tværs og på langs.

Vi er ikke alene med vores oplevelser og følelser. Men det kan føles sådan i et til tider koldt og indelukket land. Vi skal på græs! Vi skal ud at spille bolden som den ligger. Vi skal vise vores følelser, åbne op og se at de er delt blandt mangfoldighed - på tværs af køn, farve og seksuelle præferencer.

I 20 år, har vi rejst land og rige rundt – nu håber vi, at folk vil komme til os på denne særlige aften og fejre fællesskabet, livet og friheden. Friheden til at ytre sig, og sige lige præcis hvordan fuck man har det. Vi skal råbe det sammen, synge falsk og smide tøjet. Vi skal blive til en.

Emil, Andreas & Rune
SUSPEKT

”Det er simpelthen gået så stærkt og vi er i total ekstase over den her vanvittig start på salget – og ikke mindst ekstremt beærede over at så mange mennesker vil dele den store oplevelser vi står overfor den 15. september, når vi skal spille vores største koncert til dato.  Det tyder på at det bliver præcis den folkefest vi kun havde turde at drømme om – og selvom ståpladserne er udsolgte nu, så vil vi godt garantere, at festen på tribunerne bliver lige så vild – uanset om man vælger at sidde eller stå.”